Jeg gemte mig bag en maske
Skrevet af Kiri Weimann
Nervøsitet eksisterer kun fordi vi frygter at blive dømt. Vi frygter andres reaktion. Vi frygter at det vi skal til at gøre vil blive grint af, eller talt om i krogene. At andre vil huske den her dag, hvor jeg gjorde det jeg lige skal til at gøre eller sagde det her, som jeg lige skulle til at sige.
Vi giver andre magten over, hvad vi gør og siger og glemmer at lytte til os selv. Det er i hvert fald det der er sket for mig de sidste 32 år. Underbevidst har jeg rettet mig ind. Jeg har holdt ord tilbage. Jeg har gemt mig bag en kulisse. Taget den maske på, der passede bedst og sagt hvad jeg regnede med andre ville kunne lide og synes godt om. Jeg har gjort det så meget, at jeg faktisk helt havde glemt hvem jeg selv var og hvordan det føles at være helt mig og gøre lige det mit inderste skriger jeg skal gøre.
Jeg har lagt en pude over hovedet på mit lille indre barn, der elsker at synge og danse og udtrykke sig. Det har jeg gjort fordi jeg var bange. Virkelig bange. Jeg var bange for, at hvis mit indre barn udtrykte de tanker og lyster det havde og andre dømte det, ville min verden gå i stå. Jeg ville være såret helt dybt ind i min sjæl.
Det var det jeg troede der ville ske
Der skete noget helt andet.
Jeg var sammen med 50 helt fantastiske mennesker, som alle er åbne og ønsker at tage kampen op med deres egen indre kritiker, der låser dem fast og ikke lader dem udtrykke deres inderste og dybeste selv. Det fællesskab vi skaber sammen giver en tryghed og ro som jeg aldrig har oplevet før. Man kan græde og råbe og skrige, løbe rundt og fægte med armene, synge højt, synge stille og ingen så meget som hæver et øjenbryn. Derimod er der åbne arme, knus, kys og plads til at få talt ud om det der lige skete.
Vi støtter hinanden 100 procent
I det fællesskab fandt jeg mig selv helt dybt indeni bag alle maskerne og kulisserne. Det gik op for mig, at jeg har rettet på mig selv og min måde at bevæge mig på, min måde at tale på, grine på, lytte på, lave mad på... lave YOGA på.....!
Vi lavede en øvelse, hvor der var helt mørkt i lokalet. Vi lå på gulvet og vores lærer satte musik på og bad os om at bevæge os helt frit mens vi lå på gulvet. Vi skulle gøre lige det, som det indre barn og hjertet bad os om uden at dømme og uden at rette på os selv eller gøre noget bestemt. Mens jeg rodede rundt på gulvet ramte det mig. Som et lyn fra en klar himmel.
Det føltes helt rigtigt
Kunne jeg virkelig være helt ligeså tro mod mit indre barn og min krop og mit hjerte selvom jeg stod op foran andre mennesker og så dem i øjnene? Kunne jeg gøre det jeg kun gør når jeg er alene mens andre kiggede på?
Jeg har lovet mig selv, at den følelse jeg havde indeni lige dér på gulvet, den vil jeg aldrig glemme og jeg vil finde den frem, hver eneste gang jeg skal udtrykke mig om noget der ligger mit hjerte nær. Jeg følte mig sikker på mig selv og meldte mig til at synge for dem alle sammen, helt alene ind i en mikrofon den sidste aften. Jeg vidste at det var noget mit indre barn havde brug for og hvis jeg kunne dét, så kunne jeg hvad som helst.
At synge alene har for mig længe være noget jeg har gemt mig fra, forsøgt at lægge over på andre, skubbet væk og undgået. Jeg har været simpelthen så bange for, at det ikke blev perfekt eller at jeg skulle blive dømt, begynde at græde eller gå i stå.
Det var som om der var sket et mirakel
Jeg var overhovedet ikke nervøs. Jeg var rolig og fattet. Jeg fik mikrofonen på, kameraet filmede, jeg bad alle lukke deres øjne og så sang jeg. Det føltes som om jeg var kommet hjem. Hjem ind til mig selv. Nu kan jeg hvad som helst. Jeg tør hvad som helst. Jeg er ikke bange mere.
Det helt fantastiske ved det hele er, at jeg nu ved, at det ikke handler om at få andre til at stoppe med at dømme mig. Det vil aldrig ske. Det handler heller ikke om at få alle til at kunne lide det jeg gør og siger. Det vil heller aldrig ske. Men hvis jeg gør og siger det som er rigtigt for mig, så vil dem der kan lide det og dem der virkelig elsker mig bare elske mig endnu højere og blive inspireret til at gøre det der er rigtigt for dem.
Dem af jer der kender mig, som læser det her sidder måske og tænker, at jeg da har masser af selvtillid og selvværd. Selv det kan være en maske og det kræver stort mod at tage den af og finde det helt naturlige sunde selvværd som er inde i hver og en af os.
Jeg arbejder lige nu sammen med mange andre på at skabe et fællesskab, hvor der er den samme tryghed og hvor vi kan være os selv alle sammen og have plads til alle mulige forskellige mennesker med hver deres særlige udtryk og egenskaber. Det bliver en gruppe af teens som ikke dømmer hinanden og som kan være som de vil. Stille, larmende, grinene, vrede, indadvendte, udadvente.
Sammen er vi stærkere og sammen kan vi bygge hinanden op til stærke, sunde, strålende mennesker.
2 Responses
Katja Bergstein
Hvor er det fint skrevet og SÅ rigtigt .
Kiri Weimanm
Tusind tak for din kommentar, Katja! Ja, jeg tror de fleste går rundt med maske på det meste af tiden. Nu arbejder vi på at tage dem af igen… 🙂 Work in progress..