Be happy – Be bright – Be you

De gamle yogier havde fat i den lange ende...

Jeg synes det er virkelig interessant at høre om, når mennesker har været lige ved at dø (eller endda har været helt døde), men er vendt tilbage, blevet helt raske og fortæller om deres oplevelse på den anden side.

Det er særligt interessant, fordi det de fortæller meget ofte er præcis det de gamle yogier har skrevet ned for flere tusind år siden. De får en åbenbaring. Deres bevidsthed udvider sig og de opdager at det de kunne se og opleve mens de var i deres fysiske krop kun er en lille bitte del af alt, hvad der er. 

Det vigtigste af alt er kærligheden til dig selv

Vi går og tror, at vi gennem videnskaben kan afdække og forklare virkeligheden. Den fysiske virkelighed. Men alle de mennesker jeg har hørt om, der har haft nærdødsoplevelser, eller har været helt døde et øjeblik, kommer tilbage og får et helt andet fokus og en helt anden forståelse. De ved nu, at det vigtigste af alt er kærligheden. Ikke bare kærligheden til andre mennesker, til naturen, til verden, men kærligheden til én SELV. 

Når jeg underviser i selvkærlighed og beder mine elever om at skrive ting ned som de godt kan lide ved sig selv, eller sige højt, hvad de elsker ved sig selv eller er stolte over ved sig selv, så får jeg tit spørgsmål som: "Er det ikke egoistisk at sige sådan?" eller "Det er da at være selvglad, hvis jeg siger at jeg selv er smuk, er det ikke?" NEJ!!! Det er en misforståelse. Vi har lært at vi ikke må være egoistiske og selvglade og med den lærestreg har vi desværre også lært, at vi ikke må elske os selv.

Selvkærlighed betyder, at du kender din egen værdi. Du viser dig selv respekt, du anerkender dig selv, du gør hvad du kan, for at gøre dig selv glad og tilfreds. Hvis vi ikke kan det, så ender vi med at hade os selv, at undskylde for os selv, at føle os forkerte i vores egen krop. 

Det er meningen, at vi skal blomstre

Jeg bruger tit naturen til at sætte tingene lidt i perspektiv, for vi er også en del af naturen. Kunne du forestille dig en blomst, der ikke elskede sig selv? Tænk, hvordan den ville se ud… Den ville hænge med hovedet, have brune blade og være helt slatten. Der ville da ikke være nogen, der gad plukke den eller stille den frem, når man fik gæster. Den ville bare stå ude i haven og visne og gemme sig bag de blomster, der elskede sig selv nok til at blomstre så godt de kunne. 

Det gælder også for os mennesker. Hvis vi ikke elsker os selv, så kommer vi til at hænge med hovedet og vi mister energien til at opleve livet så godt vi kan. Selvom det regner står blomsten stadig stolt og rank ude i haven, for den ved, at den har brug for regnen for at kunne leve. Alt hvad vi oplever kan vi bruge til at lære noget nyt om livet, om os selv, om verden. Sig til dig selv, at du elsker dig i dag. Du fortjener det ♥

Kærlig hilsen Kiri