TEMA: Få styr på din nervøsitet

Til foråret tager vi første skridt med det nye workshop-koncept, som forhåbentlig bliver en stor succes for både de unge yogier, deres venner og underviserne. Den første workshop handler om at tro på dig selv og du kan her læse lidt mere om, hvad du kan forvente på workshoppen, en lille historie fra det virkelig teenyoga-liv og klikke dig videre så du kan tilmelde dig workshoppen.

Du kan lære at bruge din nervøsitet i stedet for at kæmpe med den....

Skrevet af Kiri Weimann

Jeg har sunget i kor siden jeg var barn og så længe jeg kan huske har jeg altid gemt mig bag de andre og ikke ville synge solo, fordi jeg blev så rød i hovedet og stemmen knækkede og blev en lille mussestemme ligeså snart jeg sang alene. Men sammen med andre har det altid gået rigtig fint og jeg kan synge med stor kraft.

Tænk at det skulle være yoga, der fik knækket min nervøsitet og usikkerhed omkring min stemme.

Det var i Berlin, da jeg var på et modul af min yogalæreruddannelse. Vi sang to og to og jeg kom til at synge sammen med en jeg ikke kunne støtte mig bag og måtte være den der bar vores vers. Bagefter kom min lærer og gav mig en udfordring. Det næste modul skulle jeg synge ALENE, helt alene foran dem allesammen (50 mennesker). Først tænkte jeg, at jeg hellere ville dø, men noget skete gennem yogaen og da jeg sad der foran dem allesammen og skulle synge var jeg slet ikke nervøs. Jeg blev ikke rød i hovedet, jeg svedte ikke, min stemme var klar og rystede ikke, knækkede ikke.

Jeg ved nu, hvad der gjorde forskellen og det vil jeg gerne dele med en masse unge, der kæmper med usikkerhed og nervøsitet. Tænk, hvis det kan læres når man er 15 i stedet for når man er 32!

 

Yoga handler ikke kun om kroppen

De fleste af mine elever bliver overraskede, når de finder ud af at yoga er mere end bare en masse bevægelser. Det blev jeg nok egentlig også dengang jeg startede. Jeg kan huske at jeg var NØDT TIL at tage til yoga engang hvor vi skrev bachelor projekt, for ellers kunne jeg ikke få mine tanker til at hænge sammen. Det var nok første gang jeg fandt ud af at yoga kan mere end bare at gøre mig smidig og godt tilpas i kroppen.

 

“Det er sjovt, når jeg kommer til yoga har jeg altid 100 tanker der farer gennem hovedet, men når timen er slut er der kun én tanke af gangen.” - Anne 13 år

To af de redskaber som vi især kan bruge, når vi bliver nervøse er åndedrættet og meditation. Vi kan jo ikke stille os midt i eksamenslokalet og lave en solhilsen eller stå på hovedet midt i de skriftlige prøver, vel? Men ingen kan se, at vi lige laver en vejrtrækningsøvelse eller fokusere på det stille sted indeni.

Så på workshoppen lørdag d. 11. maj vil jeg undervise dig i, hvordan du kan bruge de her redskaber midt i prøven, eller før prøven, så du kan bruge sommerfuglene i maven fornuftigt. Vi skal selvfølgelig også bevæge os og få den dejlige følelse i kroppen, men temaet og fokus i workshoppen er på at få redskaber til at få styr på din nervøsitet.

Hvis du ikke lige kan komme denne gang, så lover jeg at temaet også er med i efterårets program!!!

Vi ses 11. maj til workshoppen FÅ STYR PÅ DIN NERVØSITET

Jeg glæder mig meget til at lære dig en masse teknikker, så du kan bruge din nervøsitet til at top-tune dig selv i stedet for at kæmpe med den. Workshoppen er både for alle, både øvede og nye til yoga.

Du kan melde dig til lige her. Jo flere workshops du melder dig til, des billigere bliver hver enkelt. 

Workshoppen undervises af Kiri Weimann.

Leave a Reply