5 råd til en sund(ere) jul

posted in: Sunde tips | 0

Kender du det? Du har lige fået gang i en god vane med at spise sundt, motionere ofte, holde dig fra det meste sukker og fedt ...... og så bliver det JUL...

Skræk og rædsel. Alle steder står der æbleskiver, brunkager, pebernødder, chokolade, marcipan og store bugnende julebuffet’er. Det er blevet mørkt udenfor og du har allermest bare lyst til at sidde i sofaen med varm kakao og julegodter og glemme at du var sund.

Vi har vist alle været der.

Vi har samlet 5 gode råd til dig, som gerne vil holde dig sund i julen. Husk på, at sundhed ikke er lutter grønkål og spinat. Sundhed handler lige så meget om at være glad og føle sig frisk og godt tilpas.

LAV SUNDE JULEGODTER

Start med at google sunde julegodter og minsanten om der ikke findes et hav af lækkerier lavet uden sukker, men med dadler, nødder, kokosmælk osv. Vi skal nok se om vi kan linke til nogle af de bedste på vores instagram i løbet af december, så husk at følge med! Det er skønt at have sunde julegodter på bordet sammen med alle kagerne, for så kan man skifte lidt imellem dem og ikke føle at man er gået helt i sukkerchok.

FIND EN TRÆNINGSVEN

Find dig en træningsven og en gå-tur-ven så du ikke er alene om at huske dig selv på at komme afsted. Det kan være smart at lave aftalerne på forhånd, så det ikke går i vasken juledag, hvor ingen er hjemme eller din ven får gæster fra Jylland. Det er altid sjovere at være flere og dejligt at se sine venner i ferierne.

HOLD BALANCEN

Spis ligeså mange clementiner, som chokolade (på et tidspunkt bliver du mæt). Hold en fin balance i tingene og tillad søde sager og lækker mad, samtidig med at du nyder en kold smoothie til morgenmad f.eks. Sundhed handler ikke om at være grøn og salat-agtig hele tiden. Det handler om at finde en balance i chokoladerne og spise det der tilkommer dig, ikke mere. Du kan som regel mærke når det er tid til en clementin eller valnød. Du kan nærmest mærke på tænderne, når du har fået for meget sukker. Så find balancen mellem at sidde i sofaen og bevæge dig ud i naturen.

GØR NOGET FOR ANDRE

Du tænker sikkert, at det da intet med sundhed har at gøre, men der tager du fejl. Forskning viser, at det gør mennesker lykkerligere at gøre noget for andre uden at forvente noget igen. Du kan f.eks. rydde op i dit skab og give alt dit gamle tøj til hjemløse eller Røde Kors. Eller du kan pudse din Fars cykel uden han beder om det og når han så kommer ned til den bliver han super glad. Der er virkelig mange ting du kan gøre for andre. Så får du også tankerne væk fra chokoladen.

LAV EN TAKNEMMELIGHEDSDAGBOG

Igen, ikke det første man tænker på i forbindelse med sundhed, men men. Samme forskning viser at taknemmelige mennesker, altså mennesker, der husker sig selv på de ting de har at glæde sig over, er mere lykkelige end utaknemmelige mennesker. Så find en notesbog og skriv mindst 3 ting hver dag som du er taknemmelig for. Det er let at være taknemmelig for sin nye lysestage, men kan du være taknemmelig for at stegen brændte på, så der ikke var nok flæskesvær?

Vi i teenYOGAspace ønsker dig en skøn skøn jul og håber du nyder din ferie.

Leave a Reply