I august måned mødtes 4 teenyogier på Copenhagen Yoga Festival for at se, hvad det var og for at lave noget hyggeligt sammen. Esther har skrevet en reportage om turen, så jer der desværre ikke kunne komme med kan høre lidt om, hvad det er for noget. God læselyst.
Reportage fra Copenhagen Yoga festival
Skrevet af Esther Lottrup Drachmann
Den 26/8/18 var Teenyogaspace-ambassadørerne og Rose på Copenhagen Yoga Festival. Her kommer en lille reportage fra festivalen.
Vi mødtes på femøren station kl 11, hvorefter vi gik ned til festivalen for at finde Kiri. På vej hen over festivalpladsen fik vi lige et hurtigt kig på de mange telte og boder med alt fra bøger, yogamåtter og t-shirts til økologisk håndcreme og veganske nuggets. Vi fandt Kiri ved et telt der hed “Sharing Space”, hvor vi hørte en digtoplæsning fra en bog der hed The She Book. Det var faktisk meget inspirerende, og da også en meget passende start på dagen for os piger. Efterfølgende talte vi lidt med Kiri og fik udleveret tank-tops med TeenYOGAspace logoet på. Vejret var dog lidt for koldt til tank-tops, på trods af strålende solskin og hovedsageligt blå himmel.
Derfra hvor vi stod, ved Sharing Space, kunne man gå i to retninger. En vej førte mod teltene hvor der blev solgt yogaudstyr og bøger, og en anden førte mod madboderne. En fristende duft fra en bod med indisk mad, fik os hurtigt til at sætte kursen mod maden. Her gik vi så ned langs rækken af vogne og telte, og smagte på alle de smagsprøver vi kunne finde. De fleste af boderne reklamerede bare for veganske køderstatninger, som man vil kunne få i supermarkeder, men det hele smagte så dejligt, at vi var kede af, at det ikke kunne købes i måltidsform. Til sidst blev vi nødt til at indse, at vi nok ikke kunne blive mætte af smagsprøver, men måtte finde noget rigtig frokost.
Først ville vi dog gerne besøge nogle af de andre boder, så vi skråede tværs over festivalpladsen og lige ind i et telt, der solgte bøger. Her så vi bl.a. The She Book, som vi havde hørt oplæst tidligere, og vi mødte en dame der var meget interesseret i, at høre hvad TeenYOGAspace var. Det forklarede vi så, til stor begejstring for damen, der viste sig at eje bogteltet. Hun virkede meget imponeret og glad ved tanken om, at sådan et par teenagepiger interesserede sig så meget for yoga. Vi købte ingen bøger, men tog en masse billeder af potentielle julegaveønsker. Vi bevægede os videre ind mellem teltene, og dvælede længe ved de mange bløde og behagelige t-shirts, tasker og tæpper, der hang over det hele. Til sidst gik vi ind i et telt lige midt på pladsen, hvorfra der kom en virkelig behagelig duft. Det var det første rigtige telt vi havde været inde i udover Sharing Space, og her var så dejligt. Ved begge vægge stod der borde med varer, og der var sådan en god stemning. Sollyset udenfor var slet ikke lige så skarpt herinde, men blødt og roligt. Selvom der var en del mennesker, var der næsten ingen larm. Vi standsede ved et bord med creme, hvorfra den rare duft kom. Bagved bordet sad to ældre damer, der gladeligt forklarede om cremerne, og vi fik også lov til at prøve dem. Vi overvejede stærkt at købe nogle af dem, men besluttede os til at gemme pengene indtil vi havde fået noget at spise. Det viste sig dog at være svært, da det næste bord vi kom forbi solgte nogle virkeligt pæne smykker. Efter et godt stykke tid vi fri dog revet os løs, og styrede hen imod madboderne igen. Her købte vi nogle argentinske empanadas. Da vi havde spist dem brød vi op, efter at have taget et ekstra kig på en af boderne med kogebøger.
Alt i alt var det en superfed dag, og vi vender helt sikkert tilbage til festivalen en anden gang.
Leave a Reply