Teenyoga gør plads til alle

Man behøver ikke være akrobat, se ud eller være på en bestemt måde for at gå til yoga

At blive accepteret som den, man er, kan være en rigtig vigtig ting for hvordan man trives, både fysisk og psykisk. Nogle gange kan man godt komme til at føle, at det er svært at leve op til de forventninger som andre har til en. Til yoga prøver vi at lære, at du er perfekt præcis som du er, ligegyldig hvor tynd, klog, smidig, glad eller stærk du er. Vi på teenYOGAspace har bedt nogle af vores ambassadører om at give deres bud på, hvorfor det er så vigtigt at blive accepteret, og hvordan det hjælper dem at føle at de er accepteret når de er til yoga.

Skrevet af Esther Drachmann Lottrup

Det siger ambassadørerne

Ida

“At blive accepteret til yoga, er en glad og befriende følelse. Jeg kan være den jeg er og der er ikke nogen der dømmer mig. Som i det 21. århundrede, gælder det meget om at vise sit bedste, gå i mærketøj, have gode karaktere, være tynd og se flot ud. Der bliver lagt meget pres på en og det kan være rigtig hårdt. Når man så bliver accepteret til yoga, kan man ikke lave fejl, selvfølgelig er der ting som kan forbedres, men det at prøve, er en af de bedste ting man kan gøre. At komme væk fra alle de forventninger og alt det pres, er en befriende følelse, og der bliver løftet meget vægt af dine skuldre. Yoga er en god måde at slappe af på, fordi man kan gøre det fuldstændigt i sit eget tempo, og som man selv vil have det. Du behøver ikke at være god til noget for at gå til yoga, du kan blot komme der, for at lære. Yoga er ikke kun en ting, der er mange forskellige slags, så du kan lave den, du har mest lyst til. Man kan hurtigt blive vred på sig selv fx. mig. Hvis jeg laver fejl, eller jeg laver noget som ikke er normalt, bliver jeg meget dømt, og set som en person der laver fejl eller ikke er normal hele tiden. Det er rigtig hårdt at tage til sig, men det er der hvor yoga kommer ind i billedet, fordi til yoga skal man ikke være bange for at gøre noget forkert eller bliver dømt på. Det er fantastisk!”

Esther

“For mig er yoga, som jeg også nævner i præsentationsteksten af mig selv på hjemmesiden, et pusterum eller en pause fra mange af de ting der stresser mig i hverdagen. En af de ting der især kan stresse og bekymre mig, er alle de forventninger der er til mig, for eksempel i skolen. Nogen gange kan jeg have det som om jeg sidder på bunden af er hul, med alle de ting der forventes af mig og som jeg skal nå hængende lige over mig. Nogle dage kan det blive for meget for mig, og jeg kan blive rigtig vred, ikke på omverdenen men på mig selv, over at jeg ikke kan klare presset. Til yoga føles det som om tingene over mig bliver løftet væk så jeg kan rejse mig op og trække vejret frit. Jeg ved at det med hullet lyder skørt, men i virkeligheden tror jeg at vi alle har den slags tanker i en eller anden udstrækning. Det er også det man kan mærke til yoga. Vi ved allesammen at lige uden for døren ligger verden og venter på os med danskstile der skal være færdige i morgen, en veninde vi har glemt at ringe til, værelset vi ikke har ryddet op på osv. osv., men inde i yogalokalet betyder det ikke noget. Her handler det kun om yoga, om dig og din krop. Her handler det ikke om at opnå noget som de andre vil have du skal opnå, men det, du selv har behov for. Derfor er det også ligemeget hvor stærk eller smidig du er, så længe du føler at det, du gør er rart for dig. Det er en helt fantastisk følelse af frihed, og af at blive accepteret, netop fordi du ved at alle i rummet har deres egne grunde til at komme, og at der ikke er nogen der dømmer dig. Alle er lige gode fordi alle opnår præcis det der er rigtigt for dem.”

Sarah

“Noget af det, jeg synes er så fedt ved yoga er, at man ikke kan gøre noget forkert. Jovist, kan man altid rette på et eller andet for at forbedre sin positur, men det vigtigste er egentlig, at man gør det - at man giver sig selv den opmærksomhed, der ellers kan være svært at få gjort i en travl hverdag. Netop det at der er næsten uendelige måder at dyrke yoga på - at man ikke kan gøre noget forkert - gør at jeg kan finde ro i mig selv gennem hele processen. At jeg ikke bliver frustreret og vred på mig selv, fordi jeg er bange for at gøre noget forkert. Dét er skønt! Til yoga er der plads til alle, og der er noget til alles smag. Man behøver hverken være akrobat, se ud eller være på en bestemt måde for at gå til yoga. Alle kan være med!”

Leave a Reply