Anna bryder tabu

Vi har i sommerperioden sat fokus på mental sundhed, fordi flere og flere unge kæmper med selvværd, angst, spiseforstyrrelser, depression, stress, søvnløshed og meget andet. Da det desværre stadig er meget tabubelagt at dele om de ting, har vi valgt at råbe højt om dem. Vi vil gerne nå ud til dig, der tror du er alene, dig der er bekymret for din søn eller datter, dig der leder efter redskaber til at hjælpe dig selv eller en ven.

Ærlighed og åbenhed er to af yogaens grundpiller. At turde være ærlig overfor sig selv og stå ved sig selv med alle de særheder der følger med er én ting. At turde være åben omkring dem og dele sine erfaringer med andre, så deres vej igennem måske bliver mindre tung er en anden. Anna mestrer begge to. 

Anna Hovmøller Dinesen har en lang historie med yoga bag sig. Hun var blandt de første yogaambassadører i teenYOGAspace og bruger stadig yogaen i sin hverdag til at håndtere alt det du kan læse om herunder. Hun deler så åbent og ærligt og vi er stolte af at have hendes ord med på bloggen. 

Tak for dig, Anna! 

Jeg kan ikke forstås, men jeg vil ikke være alene

Skrevet af Anna Hovmøller Dinesen

81. Så mange gange skulle jeg røre ved dørhåndtaget, før jeg måtte enten forlade eller gå ind i et rum. Ellers eksploderede det. Troede jeg. Jeg var også sikker på, at hvis ikke jeg sagde ”jeg elsker dig” og godnat på den helt rigtige måde, så ville vedkommende være død, når jeg vågnede. Så ofte måtte jeg sige godnat mere end 9 gange. Alt i mit hoved fulgte 3-tabellen. Inden da var det 8-tabellen, men jeg fik tallet reduceret til 3 med hjælp fra min psykolog. I dag får jeg et mindre angstanfald, hver eneste gang jeg skal bruge 3-tabellen til noget. Tallet er som et traume, der sidder fast under huden.

Psykiske lidelser og skam

Jeg har lidt af OCD og angst i 6 år. Siden jeg var 13. Jeg sagde sjældent, at jeg led under disse ”sygdomme”. For når man tilpas mange gange har hørt sætninger som ”ej, så alt på dit skrivebord skal bare stå helt lige?”, så stopper man med at sige, at man har OCD. For mit skrivebord roder, men mine ledninger lå altid præcis midt på et af gulvbrædderne. Og når man gang på gang får at vide, at der ikke er noget at være bange for, så undgår man at vise folk, når man har angst, for man er ikke nødvendigvis bange for noget konkret. Sådan fungerer angst ikke. Psykiske lidelser er ikke noget, man forstår, hvis ikke man selv er eller har været i det. Man kan prøve nok så meget, men jeg har efterhånden gjort mig den erfaring, at de eneste, der har forstået mig, har været de med samme lidelse. Samtidig tror jeg ofte, at man skammer sig over sine egne psykiske lidelser. Det gør jeg i hvert fald. Jeg skjulte min angst og OCD længe. Jo, mine forældre vidste det godt, da min mor er psykolog og dermed kendte til ”symptomerne”, men jeg gjorde absolut alt for ikke at vise det til nogen. Mine bedste veninder i folkeskolen og ingen af mine gymnasievenner vidste det. Jeg skammede mig helt afsindigt, og jeg var sikker på, at jeg ville miste alle, hvis jeg fortalte dem, hvad der foregik i mig.

Oplevelsen af ikke at være alene

Jeg så OCD’en som en person indeni mig, som forsøgte at hjælpe mig med at være god nok, men samtidig følte jeg mig helt vildt svag og slet ikke god nok på grund af lidelsen. Jeg gik til psykolog, som forsøgte at hjælpe mig til at forstå, at jeg altså ikke kunne sørge for, at ingen døde, hvis bare jeg talte til 81 og rystede på hovedet imens. Jeg troede ikke på det. Sådan er det med psykiske lidelser. Alt der foregår inde i hovedet føles så ægte. Netop derfor tror jeg også, at man ikke har lyst til at dele det. Fordi ingen forstår det. Ingen, indtil man møder en, der også pludselig kan blive bange for ingenting. For man er ikke den eneste. Det lover jeg. Jeg begyndte langsomt at åbne op. Forklare folk, at jeg havde OCD og angst, men at jeg altså ikke ville forklare, hvad der foregik i mig, for det var for svært. Folk var taknemmelige. Jeg mødte både nogle, som selv havde angst eller OCD, og som derfor synes, det var en befrielse, at de ikke var de eneste, og jeg mødte folk, som bare satte pris på, at jeg prøvede at forklare, hvad de ikke forstod. Men det vigtigste var for mig at lære, at jeg ikke var alene om at have det sådan. At det der i 5 år havde gjort mig ensom og ked af det, faktisk var noget flere oplevede, og jeg ville ønske, at jeg, allerede som 13-14 årig, havde oplevet ikke at være alene. Oplevet at jeg ikke var forkert og ikke var den eneste, der havde det svært. Desuden var det enormt vigtigt for mig at opleve, at ingen af mine venner forlod mig. De blev alle, selvom de nu vidste, at jeg havde OCD og angst. Tværtimod ville de bare gerne hjælpe.

Pårørendes rolle

Det ér svært at åbne op. Man er så sårbar, og hvis man ikke bliver forstået, får man måske endnu mere lyst til at gemme det væk. Sådan havde jeg det i hvert fald, indtil jeg fik forklaret mine nærmest, at de ikke skulle forstå det. De skulle bare være der. Noget, man som pårørende, især forælder, kan have svært ved at acceptere, for selvfølgelig vil man gerne vide, hvorfor ens barn græder eller reagerer på forskellige ting. Psykiske problemer er svære at forstå. De er forskellige fra person til person, og nogle tankemønstre kan man aldrig forklare. Jeg vil aldrig kunne forklare mine forældre, hvorfor jeg pludselig hyperventilerer og føler, at jeg skal dø. Det er følelser og tanker, der kommer op, og så er grunden lige meget. Det hjælper ikke, at folk forklarer mig, at jeg ikke dør, for sådan føles det. Det, jeg har brug for, er, at folk er der. At jeg ikke er alene, men at der sidder en ved siden af mig, også selvom jeg siger, de skal gå, hvilket, man kan sige, er misvisende, men det ér, hvad jeg har fundet ud af virker for mig. At mine forældre og venner har sagt: ”Jeg forstår ikke, hvad der sker. Men jeg er her”. Denne sætning har været og er så vigtig for mig. Så et vigtigt råd til pårørende må være: Anerkend at du ikke kommer til at forstå fuldt ud, hvad der er galt, men gør det klart, at du er der og er klar til at hjælpe.

Du kan gøre hverdagen lettere

Som pårørende kan man hjælpe til at gøre hverdagen lettere. Oftest tror jeg, man føler sig magtesløs som pårørende, fordi man jo ikke sådan lige kan fjerne al dårligdommen, men du kan hjælpe med de bittesmå ting, som for en, der har det svært, kan være noget af det hårdeste at skulle klare. Da jeg var 18, kunne jeg ikke klare at ringe til lægen, jeg havde svært ved at få lavet mad til mig selv, og jeg kunne ikke overskue at finde en ny psykolog. Jeg havde svært ved ting, som man ellers ville forvente, at en 18-årig kunne. For mig var det helt uoverskueligt, fordi min hjerne var propfyldt med angst og tvangstanker. Også dette kan være svært at forstå for pårørende. For en teenager burde kunne klare de fleste ting selv, men det er ikke altid tilfældet. Så spørg! Spørg om du kan hjælpe med noget. Om du lige skal smøre madpakken, om du skal hjælpe med lektierne, eller om du skal bestille en tid hos lægen. Spørg om din søn/datter vil have hjælp til noget. Det gør, at de skal tænke på én ting mindre, samtidig med at du viser, at du er der og vil hjælpe.

Jeg har lært, at psykiske problemer ikke går væk uden hjælp fra andre, og samtidig blev min vej, mod at få det bedre, meget lettere, da jeg indså, at jeg ikke var den eneste, der gik rundt og havde det dårligt. At det ikke var mig, der var forkert. For selvom hjernen og humøret ikke har det godt, så er man stadig en person, der er værd at elske, og oftest vil ens nærmeste hjertens gerne hjælpe, de ved bare ikke altid hvordan. Og husk det altid er okay bare at bede om et kram.

Leave a Reply